Preview Mode Links will not work in preview mode

Forhjulslir


Dec 26, 2020

Forhjulslir præsenteres i samarbejde med Oddset fra Danske Licens Spil +18.

På dagens etape af Forhjulslir har det gamle Inoxpran makkerpar, Jørgen Marcussen og Per Bausager, fået en stor opgave foran sig. De skal kåre Danmarks bedste og største cykelrytter i historien. 

Præmisserne for kåringen lyder således:

1. Det er udelukkende mandlige professionelle landevejsryttere, som der vil blive taget udgangspunkt i.

2. Dernæst vil juryen naturligvis dissekere rytternes resultater - som nok er den præmis, som tæller mest - men der bliver også kigget på sværhedsgraden af resultaterne - hvem var modstanderne, og hvordan kom sejren eller resultatet i hus?

3. Hvor længe har rytteren været på det højeste niveau, og hvor længe har han været konkurrencedygtig blandt de bedste i sin tid?

4. Der bliver taget udgangspunkt i perioden 1960-2020.

Følgende præmisser er ikke medregnet:

1. Der bliver ikke taget højde for, om rytteren var mere eller mindre sympatisk.

2. Dernæst vil der ikke blive taget højde for doping - idet præmissen er, at juryen går ud fra, at man har kørt mod ligemænd.

3. Og til sidst, hvor populær rytteren har været i Danmark og på de nationale TV-stationer.

På baggrund af ovenstående præmisser, har Bausager og Marcussen udvalgt fem nominerede; Ole Ritter, Leif Mortensen, Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Jakob Fuglsang, som danner grundlag for diskussionen om, hvem der er Danmarks bedste og største cykelrytter i historien. 

Medvirkende: Per Bausager, Jørgen Marcussen og Anders Mielke